Danskundervisning af høj kvalitet for alle
Dansk Sprogservice er et enkeltmandsfirma, og det betyder, at jeg har personlig interesse i, at du og / eller dit firma er tilfredse kunder. Jeg tager ordet ”service” alvorligt. Min primære aktivitet er danskundervisning af høj kvalitet for alle – udlændinge og danskere, private og ansatte. Desuden holder jeg foredrag om Amazonas. Jeg hedder Michael Falkendorf, cand.phil. i dansk og sprogpsykologi og har undervist folk fra det meste af verden i dansk sprog og kultur i over 40 år – og det er stadig spændende.
Dansk for udlændinge
Undervisningen er fleksibel og mobil, hvilket betyder, at jeg kommer til kursisten på aftalte tider og steder, hjemme eller på arbejdspladsen. Fordelene ved denne undervisning er bl.a., at kursisten selv bestemmer tempoet og selv bestemmer mængden af hjemmearbejde. Undervisningen kan foregå på alle niveauer og bliver tilrettelagt efter kursistens ønsker og behov. Undervisningen tager udgangspunkt i dialog (tale og udtale) og skriftlig dansk (retstavning og grammatik) og lægger på den måde et grundigt fundament for at forstå og bruge dansk i hverdagen.
Dansk for firmaer
Danskundervisningen kan foregå i grupper eller som individuel undervisning og arrangeres på arbejdspladsen som kurser i skriftlig kommunikation for sagsbehandlere, sekretærer og andre, der arbejder med at formulere tekster til daglig. Jeg tilbyder 2 forskellige kurser af dansk for firmaer. Arbejdsformen vil veksle mellem oplæg og gruppearbejde, således at kursisterne kan tage udgangspunkt i egne sproglige behov og iagttagelser.